Gå til hoved indhold

Kunstner Tal R får Gentofte Kommunes Kulturpris

Tal R er en af Danmarks mest anerkendte samtidskunstnere, og han har sat betydeligt aftryk i Gentofte med skulpturhaven foran Kulturskolerne i Hellerup. Nu får han Gentofte Kommunes Kulturpris.

Beskrivelse

Mød en af Danmarks mest anerkendte samtidskunstnere, når Tal R modtager Gentofte Kommunes Kulturpris ved Gentofte Folkemøde.

Tal R har gennem mere end to årtier markeret sig på den danske og internationale kunstscene. Hans farverige og eksperimenterende værker spænder over maleri, skulptur, installation og design og kan blandt andet opleves på museer, i byrum og ved markante offentlige bygninger.

I Gentofte har Tal R sat et særligt aftryk med Skulpturhaven ved Kulturskolerne i Hellerup. Her møder børn, unge og andre besøgende fem bronzeskulpturer i en sanselig have, hvor kunsten indgår naturligt i hverdagen side om side med bænke, æbletræer og dem, der besøger huset.

Gentofte Kommunes Kulturpris uddeles af hvert år af Kommunalbestyrelsen til en fremtrædende kunstner. Tal R får overrakt årets pris ved Gentofte Folkemøde, hvor han fortæller om sin kunst i en samtale med Tranens leder Toke Lykkeberg. Alle er velkomne.

Arrangør: Gentofte Kommune