Gå til hoved indhold

Kulturelt beredskab: Mere end vand og batterier

Hvordan forbereder vi os åndeligt og kulturelt på en verden i krise? Mød eksperter og kunstnere i en samtale om fremtidens beredskab og kunstens rolle.

Beskrivelse

Vi kan bygge diger, udarbejde evakueringsplaner og ’preppe’ på livet løs. Men kan vi også forberede os åndeligt og kulturelt på de scenarier, hvor trusselsbilledet bliver komplekst og vores verden og virkelighed krakelerer

Leder af Tranen, Toke Lykkeberg, inviterer til en samtale om den igangværende debat om såkaldt ”kulturelt beredskab.” Blandt gæsterne er professor i statskunstskab og ekspert i geopolitik, Mikkel Vedby Rasmussen. I bogen Krisesamfundet, som han skrev i kølvandet på Coronakrisen, behandler han samfund som vores, hvor krisen ikke længere er undtagelsen men reglen. Ved årsskiftet foreslog han i P1 programmet Genstart, at science fiction til tider er en bedre guide til verden af i dag og i morgen end universitetets lærebøger.

Med sig i panelet har han to kunstnere, der begge opridser scenarier for den nære og fjerne fremtid. Ida-Marie Rendtorff er forfatter, litterat, tidligere folkeskolelærer og kendt for fantastiske og dystopiske fortællinger for børn og unge. Et hovedværk er trilogien Kloden under vand udgivet 2012-14, der er stadig mere relevant. Stine Deja er billedkunstner og lavede udstillingen Cold Sleep om bioteknologisk udødelighed i 2021 på Tranen. Hun er aktuel på Gentofte Folkemøde med det gigantiske værk Last Survivors, der tager afsæt i kinesiske forskeres arbejde med at skabe overlevelsesdygtige hybridvæsner ved at krydse menneskers og bjørnedyrs DNA.